søndag den 30. december 2012

Tre billeder og en masse snak


1. I dag har jeg fundet ud af at jeg har taget 4 kg på af at holde jul. Det er jeg selvsagt ikke tilfreds med, haha. Op på den sunde hest igen, sagde Katrine, før hun spiste en pose chips. Viljestyrke er som bekendt en muskel, der skal trænes, og min er ude af træning. Derfor prøver jeg at minde mig selv om hvor lækkert det er at være sund, ved at hive juiceren ned fra hylden og lavede mig en lækker, meget orange juice af et par gulerødder og et æble - og så fik jeg jo falaffel til aftensmad, lavet i min helt nye stavblender-med-tusind-tilbehør-ting. Succes! Slut med at bruge gaflen til at ødelægge kikærter med. 

2. Jeg har i to måneder gået og frosset som bare helvede i min lejlighed, fordi der er utæt både ved vinduet ud mod det store græsareal, og ved døren ud til opgangen. Det lagt sammen med at vi åbenbart er mange i bygningen der slås om at have varmen skruet helt op, betyder at jeg virkelig har haft de store sweatre frem, og flere gange har sovet med uldsokker. Men! Nu har min mor forbarmet sig over mig, og købt mig en sød lille varmeblæser, der har stået tændt hele dagen i dag og i går. Intet mindre end fantastisk! - nu fryser jeg bare, når jeg skal på badeværelset istedet. Under min to do-liste ligger i øvrigt The Perks of Being a Wallflower, som jeg er i gang med at læse. Anbefalelsesværdig lille bog, ind til videre!

3. I går var virkelig intens! Jeg formåede at køre hele vejen fra Sønderjylland til Århus, smide en veninde af i Beder, parkere på Bilkas propfyldte parkeringsplads uden buler, hjælpe med at parkere en ANDENS bil på Bilkas parkeringsplads, også uden buler, finde 4 bedrollers i Bilka, stå i kø i Bilka i en halv time og at køre fra Bilkas parkeringsplads uden buler. Så langt, så godt, right? Næh. For da jeg kom hjem og fik smidt indholdet under sengen + det løse i bedrollers, gik det op for mig at der ikke længere er plads til vasketøjsposen under sengen så. Derfor blev jeg nødt til, klokken 17 om aftenen, at køre ud til Ikeas OGSÅ propfyldte parkeringsplads, her parkere uden at lave buler, for så at gå igennem Ikea. Jeg fik naturligvis flere ting med ud af Ikea end bare en vasketøjskurv - det er jo klart - og især min nye vægopbevaringsdims til badeværelset er jeg virkelig glad for, fordi den sørger for at jeg ikke hele tiden skal vælte ting ned ad overfyldte hylder, som jeg hidtil har gjort.

fredag den 28. december 2012

Formiddagssentimental





Julen er et af de tidspunkter hvor savn virkelig river i mig. Midt i alle traditionerne er det svært ikke at tænke på hvordan det var sidste år, eller for tre år siden, og tanken om hvor rart det ville være hvis min kæreste og jeg havde været sammen mellem jul og nytår, som vi plejer, hvor skønt det ville være hvis Alice ikke havde været i Australien, eller hvor uendeligt fantastisk det havde været at holde jul hvis mine forældre aldrig var gået fra hinanden, efterlader en klump i min hals, der er svær at synke.

Det er nok hele til jul skal man være sammen med dem man holder allermest af-tingen der hyler mig ud af den. Selvom afsavn i hverdagen accepteres, formår afstand tusind kilometer længere, når der står konfekt på bordet og hænger julepynt i vindueskarmene - netop fordi denne årets sidste uge altid bliver til en tid hvor man tænker tilbage på alle de skønne ting man har oplevet med sine yndlingsmennesker i årene der gik. Det kan godt gøre ondt, når de ikke er der til at dele minderne med én.


Min lejlighed sukker efter..


Hvordan man behandler søvnløshed

Hele aftenen og en del af natten i går brugte jeg på at rydde op i mine iTunes-filer. Fordi mine sidste to computere har været formatterede så mange gange, har jeg haft vildt mange dubletter til at ligge og flyde, så det har været en ren lettelse at kunne svare "Ja" til ovenstående spørgsmål.

onsdag den 26. december 2012

Nytårsambitioner


I det nye år vil jeg kæmpe for at..
  • Spise sundere og mindre. Jeg har, siden jeg blev student og flyttede i lejlighed og startede på universitetet, ladet stå til, så at sige. Det er ikke mange kilo, der i første omgang har forelsket sig i mine hofter, men nok til at jeg selv kan se det, og jeg kan efterhånden begynde ligefrem at mærke mit maveflæsk vibrere i takt til mine skridt når jeg går - og det er selvsagt en fornemmelse jeg ikke ligefrem velkommer med kærlighed og glæde. Årets største underdrivelse. Det handler ikke om at jeg har det dårligt med mig selv, eller synes jeg er ved at blive fed, for det ved jeg udmærket jeg ikke er; det handler i meget højere grad om at jeg ved, at hvis jeg strammer mig lidt an, og det er virkelig ikke særlig meget, forvandler jeg mig lynhurtigt fra semikvabset gennemsnitstype til et styks slankt stykke kvindemenneske, der ser sig ind i spejlet og ved at det ikke bare er tilfældigheder der har fået hende til at se sådan ud.
  • Drikke mere vand. Jeg elsker vand! Jeg er bare så elendig til at huske at drikke det, især her om vinteren. For at motivere mig selv til faktisk at få øget mit væskeindtag, tror jeg, jeg vil købe Den Sunde Drikkedunk i den store udgave og gøre et stort nummer ud af at have den med mig overalt.
  • Dyrke mere motion. Jeg har et had/kærlighed-forhold til fysiske udfoldelser, der ikke er sex. Ikke desto mindre elsker jeg at løbe, og jeg vil vildt gerne ordentligt i gang igen efter nytår. Jeg var sådan set startet på at løbe igen, men sne og frost og manglende udstyr til vejret satte en stopper for mine løbeture, så jeg er glad for at have fået en rigtig god varm trøje fra Craft til jul, som gerne skulle kunne hjælpe mig lidt til at stå imod vejret. Oveni løberiet har jeg en aftale med tøserne fra min læsegruppe om at melde mig ind i FitnessWorld, med henblik på at komme til noget yoga og zumba et par gange i ugen. Jeg har naturligvis tænkt mig at snyde lidt og ved siden af tage et par spinningtimer og noget hård styrketræning - alt andet ville jo være out of character.
  • Læse alle Lord of the Rings-bøgerne. Egentlig kunne der ligeså godt have stået "læse flere bøger", men jeg tænkte at dette mål godt kunne tåle en lidt mere konkret udformning, så hvorfor ikke lade det gå ud over Lord of the Rings-serien, som jeg i så mange år har sukket efter, men aldrig fået læst? Det duer ikke at have læst så meget fantasy, og så ikke kongen af hele herligheden.
  • Være mere huslig. Dette mål skulle måske have stået i toppen. Jeg ville så gerne være et af de der mennesker der vasket tøj en gang i ugen, gør hovedrent en gang i ugen, støvsuger hver anden dag og rent faktisk tørrer støv af og rydder op i køkkenskabene jævnligt. Det er måske for meget lige umiddelbart at sluge, så jeg tror jeg bliver nødt til at indse at det er lidt urealistisk at sætte andre konkrete mål end at lade være med at gå i seng fra en opvask i 2013.

tirsdag den 25. december 2012

Unitanker vol. 2

Mit første semester på AU er stort set overstået - det sidste jeg mangler er kun en eksamensopgave i Media and Culture Studies som skal afleveres d. 7. januar - jeg regner med at skrive den fra d. 2.-5., givet at jeg arbejder bedst under pres, og at det sådan set kun er fem sider, jeg skal skrive.


De seneste unitanker inkluderer:
#1: Fuckfuck jeg gider ikke til Phonetics-eksamen
#2: Ej. Ej, det går nok. Du er god til eksaminer. You can do this!
#3: Mmhmm, læsegruppe. ♥
#4: Fuck. Hvorfor kan jeg ikke logge på selvbetjeningen og se min karakter for Phonetics-eksamen?!
#5: Okay, fuck this shit, jeg ringer til teknisk support!
#6: JEG FIK 12 I PHONETICS!!! asadafsdgdfg
#7: Woopwoop, bøgerne til litteraturkurset næste semester koster kun sammenlagt 140 kroner!
#8: Hvor fanden skal jeg gøre af alle de bøger?
#9: ...Jeg må hellere få ryddet op i min reol.
#10:

Om brugervenlighed

Jeg kan se, at der under alle omstændigheder er flere hits på mine indlæg, end der er faste læsere. I et forsøg på at gøre det lettere for jer at følge med, har jeg fikset det så I kan følge med på bloglovin! 

Der står et juletræ i stuen



Den 25. december har altid været en lidt skæg dag i min familie. Der er en tendens til at 50% af husets beboere ifører sig nattøj, og tilbringer dagen med at samle lillebrors legetøj, hygge med at installere nymodtagne spil, høre ny musik og se halvdårligt julefjernsyn.

Lige nu bliver der stegt bacon, et frokostbord er ved at blive stillet an, og om lidt er vi klar til julens andet store ædegilde.

Mmhm. <3

torsdag den 20. december 2012

Edderkoppespind

Det er ikke sket for mig i lang tid. Du ved, det dér, hvor man kommer til at zone så meget ud, at man fuldstændig glemmer hvad man hedder, hvor man er, og hvem, der betyder noget for en. Et af de der øjeblikke, hvor man glemmer at man eksisterer, og for en stund bare er en dugdråbe i verdens edderkoppespind, pinligt bevidst om at den kun er der, fordi det har regnet.

Jeg ved ikke rigtig om jeg er direkte nedtrykt af det disorienterede øjeblik eller ej, men ikke desto mindre har det efterladt en sær, rodløs følelse i mig, som har en svag klang af melankoli over sig. Måske er det i virkeligheden sundt, sådan at have sin underbevidsthed til at gøre én opmærksom på ens tilværelses ligegyldighed en gang i mellem.


tirsdag den 18. december 2012

Anbefaling: En helt almindelig han

"Hey, har du hørt om den her bog?" spurgte min søde veninde Sonja mig i går, da jeg var hjemme hos hende for at rådgive om SRP-opgaven. "Nøh," måtte jeg svare, hvortil hun ytrede at den var 'vildt epic!' og at 'man følger et år eller sådan noget i en mands liv - sådan helt ucensureret!'.

Jeg stod med bogen i hånden, slog op på en tilfældig side, og læste sætningen: "Hun ævler videre om en hel masse lort, mens jeg stirrer på vejen og prøver at forestille mig hvad parret i bilen foran os snakker om." Nysgerrighed vakt. Bog lånt af sød veninde.

Ordet "ucensureret" havde jeg nok taget lidt lettere, end det var ment. For det er den virkelig. Ucensureret til en sådan grad at jeg var splittet imellem drengerøvsagtig beundring og sippet forargelse igennem hele oplevelsen, hvilket uden tvivl gjorde læsningen af bogen endnu sjovere.

Bogens hovedperson er en mand i starten af trediverne. Han er sammen med kæresten Casey, fordi han egentlig ikke tror han kan få bedre, og i øvrigt er angst for ikke at få regelmæssig sex længere, hvis han nu går fra hende. Ting der interesserer hovedpersonen kan tælles på tre fingre: At få suttet pik. At få lov at kneppe piger (helst analt). Videospil. En fjerde finger kan eventuelt tilføjes. I parantes. (Porno). Hovedpersonens pik omtales næsten konsekvent som "trykspuleren", hvilket, for mig, vækker megen morskab. Generelt er bogen forfærdeligt sjov, på den måde at hovedpersonen er så sexfikseret, så sørgelig, så fantastisk ucharmerende og usympatisk, at man er nødt til at le, for at kunne holde det ud. Samtidig er den lidt trist. For man kan jo ikke hade den konstant pikspillende idiot, fordi man samtidig får et portræt af en mand, der har givet op på sig selv og sit liv til en sådan grad, at han fuldstændig har opgivet at blive lykkelig - og oven i købet er okay med det.

Indrømmet. Det er ikke højkulturel litteratur, det her, og helt sikkert ikke skrevet til folk der læser for at blive udfordret specielt meget intellektuelt - nærmere til folk som mig selv, der læser for den nemme underholdning, fordi jeg ærligt talt får nok højkulturel litteratur på mit studie.
Dét sagt, så er en helt almindelig han en bog med et letfordøjeligt, lineært plot og et ret lavt lixtal. Den er utrolig fængende og let læst, samtidig med at den tvinger sin læser til at tænke store tanker om at lade sig slå til tåls, og dermed er den lille bog meget mere end bare en beretning om en mand, der gerne vil kneppe sin kæreste i røven.

"En helt almindelig han (eller på engelsk, "the average american male")" af Chad Kultgen, udgivet på forlaget People'sPress. 268 sider. Kan bl.a. købes på saxo.com.

søndag den 16. december 2012

God jul fra Mr. Sturgess

Jeg er taget hjem til Sønderjylland for at holde jul. Jep. Julen starter åbenbart cirka 8 dage før i år. Men jaja, de savnede mig, jeg savnede dem, så det er vel lidt en win-win-situation at jeg er taget herned. Jeg har masser af tid til at få skrevet min eksamensopgave, og jeg kan chille lidt med min mor over de næste par dage, før julen ægte holdes hjemme hos far. 

Jeg har ingen anelse om hvor meget kvalitetsblogging der kommer til at foregå fra det sønderjyske. Her sker trods alt ikke så meget. Det er ligesom det, der er meningen.

Et fint billede af Jim Sturgess som trøst. 



PS: Hvis du mangler noget af lave i ferien kan du læse bogen "One Day" af David Nicholls eller se filmen af samme navn, featuring den virkelig søde mand ovenover dette informative stykke tekst.

torsdag den 13. december 2012

Hverdagsagtigt



Da jeg kom ind ad døren til min kærestes lejlighed i går aftes klokken halv elleve, var det uden en næsten tårevædet gensynsscene, som det plejer at være fra min side. Det hele foregik meget udramatisk, som om jeg da selvfølgelig var der på en onsdag aften, og som om det var sådan, det altid havde været, med hverdagstandbørstning og hverdagsaftensnak og hverdags-"vi-skal-op-i-morgen-så-vi-må-hellere-sove".

I morges startede knapt så hverdagsalting, med et lidt bestemt: "Kom nu op med dig, jeg skal vise dig hvordan vaskemaskinen virker!", og en tur ned ad en milliard trapper til en kold vaskekælder. Turen op ad de mange trapper var bestemt ikke hverdagsagtig.

...Men dét lige at nå at spise spejlæg, og drikke en kop te, inden han tog i skole, føltes så hjerteskærende hverdagsagtigt, at jeg fik helt ondt i hjertet af bare hverdagslængsel.

Nu sidder jeg bare i en tom lejlighed. Vasketøjet nede i kælderen er færdigt for længst, har min telefon bippet til mig. Der er åbenbart ikke noget mad i huset, så det skal jeg selv ud og have fat i, hvis jeg vil fodres inden 15. Jeg har en opgave, jeg kunne starte på, og et par bøger, jeg gerne vil have læst, som begge ligger og ser lokkende på mig fra min (fortsat) fiskestinkende taske.

Allermest har jeg lyst til at ride lidt videre på hverdagsbølgen og bage noget lækkert. Boller, måske?

lørdag den 8. december 2012

Rastløshed

I dag har været en af de dage, hvor jeg absolut intet af betydning har udrettet, ud over at sidde i min lejlighed og holde vejret, som om jeg ventede på et eller andet, der aldrig ville ske, på en eller anden til at komme og underholde mig, én som aldrig kom.

De to mest betydningsfulde ting der er sket i dag, er at jeg fik nachos til aftensmad (yay!) og at en af mine Sims 3-familier har fået trillinger.

sørgelig har i dag været.

Det værste er jo, at det er helt og aldeles min egen skyld. Jeg kunne have læst op på fonetik, eller organiseret min reol, som jeg faktisk skrev på en to do-liste i morges, at jeg ville, eller jeg kunne have gået en lang tur i det kolde vintervejr. Istedet kom jeg aldrig ud af mit nattøj.

Vinter gør den slags ved mig. Gør mig til én der virkelig ikke gider, men samtidig hader sin ugidelighed.

Af uransaglige årsager hænger der en lille grå sky over mig i dag.

tirsdag den 4. december 2012

Eksamensstress

Om otte dage på dette tidspunkt, er min eksamen i faget "Phonetics, phonology and morphology" overstået, og jeg vil sidde i en varm biograf til Hobitten og være pinligt bevidst om, at der ikke er mere jeg kan gøre.

For at gå den følelse i møde med oprejst pande, er læsningen nu sat ind, selvom vi egentlig ikke får rigtig læseferie før på fredag. Der er planlagt minimum 12 timers læsning med læsegruppen i denne her uge, kulminerende i fredag aften, hvor vi samles klokken tre, tager hjem til Linda og nikker den en skalle.

Det er lidt anstrengende at have så meget læsning foran sig, men jeg har det egentlig meget godt med at vide, at jeg gør mit bedste for at være forberedt til tænderne. Det hjælper selvfølgelig også på det, at jeg synes at alle felterne faget dækker, er ret spændende. Life is good!

søndag den 2. december 2012

Sneflokke kommer vrimlende

Eller, du ved, det gjorde de i hvert fald i går aftes og i nat! Der er noget helt særligt over den første dag med sne. Min er blevet tilbragt sammen med en sweater og hjemmestrikkede sokker, stearinlys, småkagebagning og neglelakering. Var det en god dag, spørger du? Dét kan du tro!

fredag den 30. november 2012

Julestemning

Det ser på kalenderen ud som om, at denne weekend bliver novembers sidste og den længe ventede decembers første. Er jeg den eneste der glæder mig til jul i år? Sådan, virkelig ægte glæder mig. Jeg har ikke været i ægte julestemning så tidligt (for ikke at sige, overhovedet) de sidste mange år. Om det har noget at gøre med at jul bare ikke var det samme, efter mine forældre gik fra hinanden, ved jeg ikke rigtig; tendensen var tiltagende allerede før dét. Men hvorfor finder jeg så julestemningen frem nu? Det kan jeg helt sikkert bruge hele december på at gå og tænke over. 

Det får jeg imidlertid ikke tid til - i hvert fald ikke den her weekend, der startes med en julefrokost for hele engelskafdelingen på AU. Jeg forsøger mig med stiletterne - giver dem en ekstra chance, pinligt bevidst om at jeg sikkert kommer til at sidde ned hele aftenen så, haha! 


mandag den 26. november 2012

En stank af fisk

En stank af fisk, tænker du. En stank af fisk?! Jeg er ked af det, men der er ikke andre fraser der lige umiddelbart dækker over min dag. Det hele startede sådan set meget godt. Måske starter historien endda i går aftes, hvor jeg efter at have set Forbrydelsen i Philips varme dobbeltseng, besluttede mig for at jeg altså sagtens kunne blive i Grenaa natten over og slutte mig til min studiegruppe ved middagstid her i dag.

Jeg glemte bare lige at der lå en madkasse i min taske, med noget laks i til frokosten dagen efter. En madkasse der skulle have været i køleskabet ved 23-tiden i går aftes da jeg skulle have været hjemme, og derfor ikke var blevet beriget med en plastikpose omkring sig, for "den skulle jo alligevel kun ligge der i to timer!"

En madkasse der blev glemt i tasken.

Tasken hvor der også lå en iPod, opladeren til den, og pulsur mit alles.

Kan I gætte hvor den fører hen, den her historie som helt sikkert er fantastisk stimulerende at læse?

Åh jo. Elendig madkasse resulterede i laksefedt/snask/væde OVERALT I MIN TASKE. Jeg STANK af fisk HELE dagen på universitetet, måtte smide 60,- i Matas' kasseapparat for en liter Rodalon og oveni købet bruge en times tid på at gøre taske og ting rene da jeg kom hjem her halv seks.

Læg det sammen med en virkelig ond omgang mavekramper uden åbenlys årsag, og så har du dig en riiiiiiimelig sørgelig dag. Eller hvad? Næh. Egentlig ikke. For jeg:
  1. Vågnede sammen med min kæreste i morges.
  2. Chillede med Tina Dickow på min fugtskadede iPod i bussen i morges.
  3. Fik en lækker salat til frokost.
  4. ..Og spiste aftensmad (eller hvad man nu kalder en durumrulle!) med C fra mit hold i dag - og knægten bar i øvrigt rundt på min upraktiske sportstaske helt frivilligt!
  5. Stinker ikke af fisk mere. Hæhæ.

torsdag den 22. november 2012

Et tog til næsetippen

Jeg skal tilbringe weekenden med min søde kæreste; de sidste 35 minutter har jeg sovet i toget. Det var lyst da jeg besluttede mig for en lur, og nu er det kulsort udenfor. Det er lidt hyggeligt, egentlig. Jeg har mit tæppe over benene og Anouks skønne musik i ørerne. Der går en halv time mere før jeg er i Grenå, men så snart jeg når min destination ved jeg at Philip nok skal være der til at hente mig, og den tanke gør mig glad.

onsdag den 21. november 2012

Guilty pleasures

To-do lists og tidsplaner - her en kombination, der stammer fra i dag. Selvsagt blev stort set intet udført helt efter planen, og især syntaxopgaven ved jeg godt jeg ikke kommer til at få set på, men det er sgu meget rart at vide hvad man har af ting, som skal nås, synes jeg; specielt fordi jeg har hukommelse som en si hvad angår daglige gøremål. ;)


Et plaster på såret..

Som en plaster på såret for at gårsdagens aftensmad mildest talt mislykkedes, blev den i dag VIRKELIG fantastisk, selvom den kun tog noget der ligner et kvarter at smække sammen. Denne lækre..salat? .. består af: 
  • En skiveskåren kotelet, marineret i 3spsk ketchup, 1 spsk mørk sirup, 2 fed hvidløg og salt og peber (og stegt i marinaden på panden også - det er et værre svineri, som jeg ikke magter at vaske op på nuværende tidspunkt). Ægte sommerkød! Ved ikke lige hvorfor jeg lige cravede BBQ, men min lejlighed kom til at dufte fantastisk af grill.
  • Salat af spinat (hakket lidt, så det ikke er så overvældende at spise), cherrytomater, peberfrugt, agurk og noget der ligner 20g fuldkornspasta.
  • Ved siden af (ses ikke på billedet) lavede jeg en dressing af to store spiseskefulde græsk yoghurt med et fed hvidløg, salt og peber. 
DELICIOUS, I tell you! Og så endda på ingen tid, og med VILDT god samvittighed. 

Falaffelfuckup

For en gangs skyld vil jeg dele et billede af noget mad, som jeg faktisk bestemt ikke synes lykkedes. Det drejer sig hverken om guacamolen eller de råstegte kartofler, men nærmere om falaflerne. Jeg har aldrig lavet falafler før, selvom jeg uden tvivl elsker alt der har med kikærter at gøre. Der har i lang tid stået nogle kikærter i mit skab, og mandag aften besluttede jeg mig for, at nu skulle det altså være, satte nogle kikærter i blød, og så forventningsfuldt frem til den næste dag..

..Hvor jeg selvfølgelig kommer i tanker om at det er ret træls at mose kikærter med en gaffel, hvilket jeg bliver nødt til, fordi min stavblender er i stykker. Lad mig bare sige at jeg kom hjem fra skole 18.30, og først have aftensmaden klar en time efter. En hel fucking time. For noget der sagtens kunne have været done på maks en halv.Oveni det er det jo begrænset hvor meget man KAN få mast med en gaffel, så 'skallerne' af kikærterne var naturligvis ikke knuste, hvilket resulterede i nogle ret grove falafler der faldt fra hinanden virkelig let.

Æv! I det mindste var smagen ok. Better luck next time. Og så ønsker jeg mig i øvrigt en stavblender til jul..

tirsdag den 20. november 2012

Brabrand by Night

Jeg har glemt at dele det her billede med jer. Det er taget klokken 23:something på en fredag aften. 
Er jeg den eneste der er vild med bylys i mørke?

Solopgang over kollegiet

Da jeg vågnede i morges var der et lyserødt lys et sted ude fra, som farvede mit hvide gardin. Jeg stod op sammen med solen i morges; det var rart. 

Nu skal jeg bare finde ud af hvad i alverden jeg skal have til morgenmad..

mandag den 19. november 2012

Hvem sagde mandag var træls?


Jeg har haft en viiiildt nice dag i dag, på trods af at nettet på universitetet har været nede heeelt indtil klokken 14. Vi har snakket om vores eksamensopgave i Media and Culture Studies, og jeg føler jeg er kommet lidt tættere på at finde ud af hvad jeg vil skrive om, selvom der er mange ting der ikke er på plads endnu. Jeg fik en lækker salat til frokost, og har brugt en time af i dag på at spille Bezzerwizzer med tøserne fra læsegruppen.

Og da jeg kom hjem, spørger du? Åh, der løb jeg da lige en tur, hence de ufatteligt røde kinder på billedet, som jeg virkelig blev nødt til at dele! Jeg er ret vild med at løbe om aftenen, og måske generelt her om vinteren - man kan virkelig mærke kroppen blive varm, og det er en nådesløs form for motivation at vide, at hvis man stopper, så bliver det altså trucker koldt! 

Da jeg kom hjem fra min løbetur fik jeg lavet den lækre aftensmad, som I også kan se et billede af. Skulle det være svært at se hvad det er, kan jeg berette at det er 2 hakkebøffer (én med ost), pastasalat med spinat, tomat, agurk, peberfrugt og olie/balsamico-dressing, og så en gang dressing til kødet rørt af en skefuld græsk yoghurt, sennep, ketchup, salt og peber. Tadaaah! Og det tog kun 20 minutter at lave det hele - kan du slå den, måske?

søndag den 18. november 2012

Om at være sporty

Jeg har et meget sært forhold til motion. Det har jeg sgu! Da jeg startede på uni fik jeg indenfor de første to uger at vide af mine medstuderende, at de så mig som værende 'sporty', hvilket er noget jeg virkelig havde svært ved at forstå, fordi jeg indtil for halvandet år siden var den værste couch potato. 

Da jeg var lille gik jeg til svømning i noget der må være fem eller seks år - jeg stoppede da jeg blev 14, fordi jeg havde nået et punkt hvor jeg følte at jeg enten skulle skifte til konkurrencesvømning, hvilket jeg ikke gad, eller svømme sammen med de voksne, hvilket egentlig heller ikke var super vild efter. Et par gange svømmede jeg udenfor klubben, men jeg var elendig til at holde det, så ret hurtigt forfaldte den ellers semisportsglade Katrine og blev til et chipsfortærende sofamonster.

Der gik så et par år, hvor alt der havde med træning at gøre lå meget langt fra mig. Jeg afskyede idræt som pesten i folkeskolen, og i 1.g og 2.g var det sådan set ikke en skid bedre. Til gengæld skete der noget midt i 1.g, som satte en masse i gang; mine forældre gik fra hinanden. Jeg valgte at flytte med min far, og det næste halve år kan jeg virkelig ikke huske at have fået meget andet til aftensmad end pandekager. Jeg havde indtil da været ret tynd, så jeg omfavnede i høj grad de fem første kilo jeg tog på fordi jeg endelig fik hofter, talje og bryster. Jeg omfavnede det knapt så meget da jeg i løbet af 2.g tog endnu mere på, og slet ikke da det kulminerede i at jeg efter en studietur i april hvor jeg havde levet af burgere og fritter, kunne konstatere at jeg nu havde taget femten kilo på siden mine forældre blev skilt. Min mor var begyndt at komme med kommentarer der antød at hun nok syntes jeg burde tabe mig lidt, og jeg var stoppet med at føle mig tilpas i min krop.

Motion blev altså noget jeg tog op for at smide de ti kilo, jeg gerne ville af med. Jeg startede så småt med at svømme to gange i ugen, holdt lidt øje med hvad jeg spiste, og indførte at jeg ville have de anbefalede tredive minutters motion om dagen i form af enten en gåtur eller en cykeltur, på de dage hvor jeg ikke svømmede. Ret hurtigt røg der et par kilo, og samtidig kunne jeg mærke at jeg virkelig fik det godt med mig selv af at vide, at jeg 95% af tiden tog de rigtige beslutninger for min krop.

Min far fik mig slæbt med til spinning sidste vinter, og efter at have udholdt cirka 123249023 spinningtimer, fik jeg overbevist mig selv om at få et fitnessmedlemsskab, så jeg også kunne styrketræne. 

Jeg har altid været pissebange for at løbe. Virkelig. Der er noget intimiderende over folk, der bare lige løber 10 kilometer, det synes jeg virkelig! Men efter de mange timer på spinningcyklen fik jeg endelig i februar i år snørret løbeskoene og begivet mig ud på en løbetur, som blev den første af mange, idet løb endte med at blive min primære motionsform, hvad det stadig er i dag, selvom der fortsat er perioder hvor jeg falder af hesten og må træne mig op til de syv-otte kilometer som jeg helst vil kunne løbe, helt forfra! (Det er blandt andet tilfældet nu, buhuuu!) 

Der er noget befriende over at sætte earbudsne (whaat- et ærgerligt ord!) i, og så bare overgive sig til vejrtrækningskoncentration, ondt i lårene og fed musik. Jeg indrømmer det, der er sgu mange løbeture jeg hader, men de kan på ingen måde overskygge den ekstremt fede følelse af endnu engang at have slået sin egen tid på en 5k, eller endnu bedre, den ekstase man føler når man når runner's high og pludselig føler at "hey, jeg kan da godt løbe cirka 40 kilometer mere sådan her!".

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg ville med det her indlæg: Måske har jeg i virkeligheden brug for at give mig selv et skulderklap for at have taget mig sammen til at komme i gang med at løbe igen efter en pause på tre måneder, specielt fordi at i dags løbetur gik vildt godt i forhold til at det kun var tur nummer to. Jeg har det sgu godt med mig selv lige nu, altså!

Et glimt af min formiddag


lørdag den 17. november 2012

Fredagsmiddag: Barbequemarineret svinemørbrad, råkostsalat og råstegte kartofler med timian


Tirsdagsorgie: Vildtbøffer, ovnbagte rodfrugter og baconsvøbte asparges

 
 
 

Hårtip!

Jeg er en stor fan af sat hår, det være fletninger, sjove snoninger eller noget helt andet. Der er meget få frisurer som jeg ikke kan få til at fungere i mit hår, selvom der er nogle sparsomme etager i, og knolde er selvfølgelig ingen undtagelse. Med knolde har jeg det helt sikkert sådan at jo større de er, jo flottere er de, og derfor har jeg selvfølgelig haft interesse i at finde ud af hvordan jeg lige snyder mit hår til at fylde i sådan en knold - jeg er ikke en stor fan af at tupere mit hår, fordi det bliver så slidt af det, men jeg gider heller ikke bruge penge på den såkaldte doughnut og derfor har jeg fundet et pissesmart alternativ. Et tørklæde! 

Det er sgu rigtigt. Og det er mega smart! Jeg har et kort tørklæde i ret let kvalitet, som bare kan vikles et par gange rundt om en høj hestehale, bindes en knude på, og ét voila! - en masse fyld er foræret! Håret kan så bare slynges rundt om tørklædet, fæstnes med en elastik mere, og så sættes fast med hårnåle. 

Jeg er vild med det! (Og det er min tandpasta også, det er derfor den ser så glad ud!) 


En tur i Ikea




























Jeg har været i Ikea med Signe. Om det var en god høst spørger du? Det kan du satme tro. Jeg brugte et sted mellem 200 og 300 kroner, og høsten var blandt andet:
  • 4 nye dækservietter, denne gang i stof. For satan jeg var også begyndt at hade de prikkede! Den vågne læser vil også have set på mine madbilleder at jeg har kørt uden dækservietter i lang tid, fordi jeg simpelthen er så mega træt af mine plastikdækservietter.
  • 4 papæsker til opbevaring af blandet bras. De har fået labels på og alt muligt, og hedder nu: "Produkter" (til hår/ansigts/krops-produkter), "Elektronik", "Føntørrer/Glattejern/Krøllejern" og "Blandet" (Blandet-kassen er seriøst den største omgang rod nogensinde, men nu er det i det mindste fanget og gemt væk, høhø!)
  • En badeværelseshylde, som virkelig har aflastet mine ret små badeværelseshylder og gjort det hele meget kønnere og meget mere overskueligt.
  • En stor og en lille metalskål, der er mat udenpå og blank indeni. Serveringsskåle, ja tak!
  • En aflang pææn tallerken til brug som serveringsfad - sådan et har jeg manglet længe, og bare brugt tallerkner istedet. God løsning, men ikke ligeså køn! 
  • Salatbestik (åndssvagt, for jeg spiser ikke særlig meget salat)
  • En æggedeler (den er gul - for satan, den er fancy!)
  • En køkkentimer, fordi jeg er pissetræt af at bruge min mobils timer hver gang jeg skal koge æg. Jeg vælger bevidst ikke at kalde det et æggeur, fordi timeren altså ikke er formet som et ur.
  • 6 shotglas. Ikke fordi jeg drikker mange shots, men hallo, de kostede kun 12 kroner, og jeg havde ingen før det. 
  • 2 fyrfadslysestager i en transperant blå farve, som er virkelig fin. 
  • En rulle gavepapir til den travle juletid. Mangler kun tape og noget gavebånd, og så er vi kørende! 
  • En ny opvaskebørste i limegrøn, til når den jeg har gang i nu, dør. 
Ud fra det ovenstående tror jeg, at jeg vil konstatere to ting.
  1. Man får virkelig meget for pengene i Ikea. Det er sgu rigtigt nok! 
  2.  Jeg bør virkelig ikke slippes løs i Ikea. Nu er det sagt. Det er vist også rigeligt med julegaver til mig selv for i år.

tirsdag den 13. november 2012

Noget rart til din eftermiddag


Ting jeg lærte af min løbetur i morges

  1. Man kommer ikke i bedre løbeform af at holde pause i 1½ måned.
  2. Der er åbenbart et omfattende stisystem der starter 50 meter fra min opgangsdør.
  3. Det er blevet ok at pege og grine af folk, der er ude at løbe, siden jeg sidst var afsted. What is up with that, dumme billister? Siden jeg sidst så efter er det JER der er dovne, og MIG der er sporty.
  4. Beth Harts musik er elendigt at løbe til. 
  5. Det er faktisk muligt at løbe i vintervejr - men måske skal jeg have anskaffet mig noget vintergear. En hue, en løbe-turtleneck (laver de det?), nogle handsker, måske? 

mandag den 12. november 2012

"Sublim" er et ord jeg bruger sjældent..


..Især om musik. Men denne Simon & Garfunkel-fortolkning af den vildt gamle britiske ballade Scarborough Fair, fortjener vel i virkeligheden intet mindre end den beskrivelse. Sublim.





Hvad der sker når man bor alene og har et kamera på mobilen: Madbilleder fra sidst vi sås og frem til nu




Siden sidst..

Okay, jeg er godt klar over at jeg virkelig ikke har skrevet her i lang tid. Sådan cirka deromkring i nærheden af en måned.

Life happened, you guys. Og det er sgu nice nok. Siden sidst har jeg:
  • haft besøg af søster i et par dage i efterårsferien.
  • fået udforsket Bazar Vest og fundet ud af at det ikke er så farligt, selvom det er der alle "de farvede" handler (som min stedfar sagde det. Lømmel!) 
  • fået købt noget garn (Kattia Mystery Plus) som jeg ikke kan finde ud af at strikke med. Hjælp modtages! Ellers skal jeg gå tilbage til den søde garnbutiksejende dame, der snakker som et vandfald.
  • fundet ud af at bus "18 Elev" faktisk er en bus der går til Elev, og ikke en bus kørt af en buschauffør-elev. Who would have known?
  • fået købt ny computer, fordi den gamle brændte sammen. Min nye Samsung-computer er fantastisk!
  • haft et gensyn med en masse rare mennesker, bl.a. min skønne veninde, C (der reblogger lækre hipstery ting på denne tumblr) og hendes fantastiske storesøster L.
  • fået god feedback på mine to første skriftlige afleveringer på uni - win!
  • været med i to videnskabelige forsøg - et psykolingvistisk og et psykologisk, hvoraf det sidste gav to biografbilletter!
  • pullet en allnighter i forbindelse med præsidentvalget, GO OBAMA! 
  • været til en alt alt alt for fed L.O.C.-koncert i Sønderborg 

tirsdag den 9. oktober 2012

5 Twitter-folk du er nødt til at følge

Jeg er vild med Twitter, fordi det sociale medie er et forum der lægger op til en meget mere uformel tone, end den anden favorit, Facebook gør. På Twitter er det okay at smide sine strøtanker, og at skrive de kedelige hverdagsting, som ikke nødvendigvis er pisse spændende for andre end dig selv - og man kan gøre det fuldstændig uden at få ubehagelige "hva' så?"-kommentarer, fordi rigtig mange brugere af Twitter gør præcis det samme, hvorimod jeg da også selv på Facebook har tendensen til sarkastisk at tænke: "ja, det beriger mit liv at du har bagt boller, det gør det da!", ligesom mange andre sikkert også gør det.

Jeg følger noget der ligner 400 Twitter-profiler. Nogle af dem er celebrities, nogen er bloggere, andre er komikere, og så er der jo firmaer og politikere oveni. Personligt er dem jeg bedst kan lide, dem der skriver tweets der får én til at smile. Nogle af mine favoritter er her i en tilfældig (nårhja, næsten da - den rækkefølge jeg kommer i tanke om dem på) rækkefølge:

@Dines er den danske blogger der står bag Infotainer.dk, der i øvrigt er en fantastisk. Folk der kender hendes blog vil være enig med mig i at Dines er alle os dødelige sprogligt overlegen på alle måder, hvilket også somme tider kommer til udtryk i finurlige tweets, på trods af at det herlige kvindemenneske som oftest fylder Twitter med herlige hverdagsindfald.

@Sneglcille er bloggeren bag bloggen af samme navn, sneglcille.dk. Cecilie er en af de der pisse cool og overskudsagtige typer der får sine hverdagsnedture formuleret på en sådan vis at vi andre kun kan le, og det elsker jeg hende for! (Det, og så for at have produceret et barn der siger ting som "Vi spiser aftensmad i sofaen i dag, fordi vi er nogle skiderikker" - det er man sgu da nødt til at holde af!).

Komikeren @Lasserimmer tager stolthed i at overspamme mit Tweetfeed med fede oneliners, deriblandt også gerne en række af vildt lækre og skægge retweets. Et af mandens seneste perler er: "Skruetvinge"? Hvad med lige at spørge skruerne pænt først? (bare tag den, Anders Matthesen)"

@tommcfly er sjovt nok Tom Fletcher fra det britiske band McFly's Twitter. Den kære englænder skriver random tweets som var han født til det, og selvom McFly er et band der mest af alt minder mig om mine tidlige teenageår, og jeg ærligt talt ikke ved så meget om knægtene mere, så er det pisseskægt at læse hvad Tom finder på at skrive at sjove ting fra sin hverdag.

@Mishacollins er nok mest kendt for sin rolle som Castiel i tv-serien Supernatural. I et afsnit af serien karikeres Misha som værende en narhat, der går med sin telefon og tweeter hele tiden. Om delen med at være en narhat passer, der ved jeg ikke, men aktiv på Twitter er han i hvert fald, og med sine skægge indfald og søde humor får han den sidste plads på listen. (En virkelig fin tweet fra ham er: "We got this on tuesday. No name tag, so we're not sure what to call her. If you have any recommendations, let me know. ")

søndag den 7. oktober 2012

Månen over motorvejen

Efter nogle skønne dage hjemme i Sønderjylland hos familien ligger jeg nu atter i min seng i Aarhus. Jeg tog min søde rare bil, der er blevet boende hos min far af pengeårsager, hjem, så jeg ikke behøvede at tage toget, så nu har jeg altså bilen stående heroppe - indtil jeg skal hjem til de gamle igen.

På trods af den lange køretur i mørke og regnvejr har jeg haft en fantastisk aften - først med flæskesteg og alt der hører til, så med varmeblæseren tændt og radioen skruet helt op imens jeg kørte over Vejlefjordbroen  (hvorfra Vejles lys VIRKELIG er smukke på det tidspunkt af aftenen!), dernæst opdagede jeg at månen var ufatteligt stor og hang virkelig lavt over den jyske motorvej, og til allersidst har jeg jublet højt over endelig at få installeret trådløst internet i min lejlighed.

I morgen (senere i dag, klokken er netop blevet 00.01) skal jeg have skrevet litteraturopgave om Elizabeth Bishops fantastiske digt "One Art". Det har virkelig en stor plads i mit hjerte og jeg er virkelig glad for at have mulighed for at arbejde dybere med det, så jeg er overbevist om at det nok skal blive okay, på trods af at der selvfølgelig er det første jeg skal skrive på universitetet, og at jeg i virkeligheden er ved at pisse i bukserne af nervøsitet ift. hvordan i alverden det kommer til at gå.

Nej, ved du hvad? Jeg er sgu glad lige nu. Og jeg bliver lige oppe en enkel time mere, bare for at fejre det.

torsdag den 4. oktober 2012

hjem.

Fra toget ser jeg forskellige udgaver af et velkendt sydjysk landskab flimre forbi i høj hastighed - nuancer af grøn, brun og gul der alle minder mig om at efteråret ikke bare er noget de snakker om i Vejret på TV2, men samtidig om at det bestemt ikke er så trist, som de påstår, det er. Det er her. De minder mig også om at det er lang tid siden jeg har været her. Hjemme. I flade, kønne Sønderjylland, der på alle måder er Aarhus' pulserende rytmer, lyde og indtryk overlegen, fordi freden bor lige her i det bakkeløse markrige -  i en sådan grad at den giver ro i sjælen, selv når dnt opleves gennem Arrivas støvede ruder.. 

onsdag den 26. september 2012

En anderledes fødselsdag



Da jeg flyttede herop gruede jeg virkelig for min fødselsdag.

Jeg var bange for at det ville blive til en ensom misære. En dag hvor jeg bare ville gå og småtude lidt, fordi min familie ikke var der til at synge fødselsdagssang. Fordi jeg ikke får gaverne fra min far før første weekend i oktober, og det er altså ikke en rigtig fødselsdag uden fysiske gaver.
Jeg frygtede at skulle sidde selv hele aftenen, gå i seng klokken 21 og se en eller anden serie. Ligesom enhver anden dag. Selvfølgelig er fødselsdage ikke rigtig den store hurra-maskine mere efter man er blevet ældre, men jeg føler alligevel at fødselsdage handler om at fejre, at man findes, og dagen igår havde al potentiale for at være en dag hvor jeg mest af alt kunne have været træt af at findes.

Men sådan blev det jo ikke. Selvfølgelig gjorde det ikke det!

Starten på min fødselsdag ser cirka sådan her ud:
00.00: Er på pubcrawl i Århus da vi går ind i den 25. CC giver to shots oveni de tusindtrilliarder genstande jeg har fået den aften.
00.02: Der bliver sunget "Hip Hurra, Det' Din Fødselsdag!". Crowdsurfing.
00.10: Er ret fuld, men har det godt. Tager bussen hjem med Linda, der er sød og holder mig i hånden imens jeg gentager mig selv tusind gange i løbet af de 25 minutter der går, før bussen er hjemme på Skjoldhøj. (Jeg kan ikke huske busturen. De sidste par shots må være slået ind..)
00.45: Står af bussen ved kollegiet, ringer Philip op. Kan ikke huske hvad vi snakker om.
00.50: Fuck, jeg kan ikke finde den rigtige nøgle til min lejlighed... Hvad nu hvis jeg skal sove ude i opgangen? Fulde tårer.
00.58: Kommer endelig ind. Smider alt tøj på gulvet og vælter i seng.
01.01: Mette ringer. Vi snakker om at jeg ønsker mig en pande. Fire minutter senere sover jeg.

07.05: Vågner. Har kvalme, men føler mig ikke fuld. Prøver at rejse mig. Er tilsyneladende stadigvæk fuld. Bruger resten af morgenen på at trykke "Synes godt om" til fødselsdagshilsner på facebook og SMSe med folk, bundet til sengen fordi jeg ikke kan stå op. 
10.34: Kan endelig rejse mig uden at blive svimmel og går i bad.
11.02: Modtager blomster. Fra Alice! Der er i Kina! Går i panik fordi jeg ingen vase har. Sætter dem i vand i en stempelkande... Innovativt eller kikset? I don't know.

..Og så tog jeg op på uni, hvor folk var søde og rare, og så tog jeg min rare læsegruppe med hjem til aftensmad og gruppearbejde, og ligepludselig var klokken 23, og så tog alle hjem, jeg ringede til min kæreste og undskyldte for mit fuldeopkald, og kunne så lægge mig til at sove efter at have haft en super hyggelig fødselsdag, der på ingen måde minder om nogen anden fødselsdag jeg har haft før. 

søndag den 23. september 2012

En sød gæst og et fint billede

Jeg har besøg af Birgitte! Vi hygger helt vildt! Derfor får jeg ikke lige skrevet så meget. Selvom jeg nok godt kunne flette et indlæg sammen der handler om hvor meget krise jeg har over at blive 19 lige om lidt, og et om hvordan jeg nok har cirka 20 kroner tilbage på min konto.. Men dem må I altså tænke jer til og i stedet nøjes med det billede Birgitte og jeg tog inden vi gik på bar i går! Vi vil nemlig meget hellere holde doven søndag og se lidt flere film, end sidde ved den her computerskærm.

tirsdag den 18. september 2012

Wok-wannabe

Jeg er sådan et menneske der ombestemmer mig i forhold til hvad jeg skal have til aftensmad minimum to gange i løbet af en dag, og meget sjældent ender med at lave præcis det, der var planen da jeg tog kødet op af fryseren om morgenen. Der er vist ingen undtagelser i dag, hvor planen var helt simpel: et par kogte kartofler, lidt kogt broccoli og så et stegt kyllingebryst vedsiden af. Jojo. Nice and simple.

Men jeg var først hjemme klokken 19.

Og det tager lang tid at skrælle kartofler.

Så i stedet stegte jeg et løg sammen med halvdelen af broccolien skåret i buketter, samt strimmeludskårent kyllingebryst. Ved siden af kogte jeg nogle minutnudler (tilfældigvis med spinatsmag, men som sagt, tilfældigvis), hældte vandet fra dem og hældte dem over i panden hvor de fik lov at stege lidt før jeg smed ca. 1/3 af en dåse kokosmælk (der kan fås til 9 kr i Netto fordi det er en spotvare denne uge! Skal helt sikkert ned og købe to-tre dåser mere, bare fordi jeg kan!), to fed presset hvidløg og en teskefuld stødt chili i.

Et voila.

Voldsomt eksotisk aftensmåltid ala awesome  med en samlet tilberedningstid på noget der ligner 13 minutter.

(Har i øvrigt de sidste 2/3 kokosmælk stående i køleskabet nu, så mon ikke jeg gentager succesen inden ugen er omme..)
Det er da lige til at overskue - ikke?

mandag den 17. september 2012

Bus 4A i mørke

Der er nu noget magisk over at køre igennem Aarhus midtby med bus 4A ved halvtitiden på en mandag aften i september, at se hvordan De Ægte Århusianere så småt begynder at pakke sammen og gøre klar til at gå i seng i deres Ægte Århusianske Lejligheder, imens jeg, en sølle tilflytter, der endnu langtfra har vænnet sig til den lysende bys finurligheder, lader mig transportere væk fra byens lys og ud i forstædernes mørke.

Det er næsten surrealistisk for mig at tænke på at jeg, efter at have forestillet mig et liv i Aarhus i mere end fem år, rent faktisk er her. Nu. Lige nu. Det fylder mig med en ekstrem følelse af frihed, der er ekstremt overvældende, men samtidig møder jeg følelsen med ærefrygt - for jeg er jo bare en lillebitte pige i en kæmpestor by, og jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte.

Og jeg glæder mig til at gå ud af døren hver dag.
Og hver gang jeg kommer ind af den, føler jeg mig en lillesmule mere hjemme.
Og det er godt.

søndag den 16. september 2012

Forudsigeligvist

Igen har jeg tilbragt en halv dag sammen med en stak tøsefilm, denne gang uden nogen egentlig fællesnævner ud over at jeg spiste pistacienødder til hver eneste. Min egen vægt i pistacienødder, rettere sagt. Men for en gangs skyld har min dag faktisk haft lidt mere indhold end blot chickflicks, idet jeg først fik smidt Philip på et tog kvart over to, og altså kunne afslutte endnu en perfekt weekend ved at kysse ham farvel på Aarhus station.

Så begav jeg mig i Netto - I know, earth shattering! - og købte ind til ugens madpakker. Selve aftensmadstingen venter jeg i første omgang med at købe ind til, da jeg har en eller anden idé om at være ufatteligt spare-agtig og prøve at gå lidt i fryseren og i skabene den her uge (med andre ord, lavvande overtager snart igen min konto, sadly! Heldigvis elsker jeg spejlæg og brasede kartofler, så verden er et ok godt sted at leve alligevel!

torsdag den 13. september 2012

Dagens tema: Anne Hathaway-film og forkølelse

Det er slemt nok at stå op klokken seks om morgenen for at skulle møde klokken otte, uden oven i købet at indse at den forkølelse der har hængt over ens hoved i flere uger er ved at sætte sig som en potentielt heftig halsbetændelse. Meh.

Heldigvis havde jeg kun et seminar på uni i dag, så jeg var hjemme lidt i 11, og siden da har jeg set anne Hathaway-film, dog undtaget den halve time det tog at hente en pakke hjemmefra oppe på posthuset. Jeg er nu den stolte (og ret syge, tror jeg) ejer af både olivenolie og citronsaft!

onsdag den 12. september 2012

På en trappe

Jeg sidder på trappen i Nobelparkens kantine og venter på min læsegruppe. Jeg er stået en time tidligere op end nødvendigt i dag, fordi Mette, der sov hos mig, skulle mødes med sin læsegruppe her halv ti, og jeg først med min ti over ti. Vi fik fiskefrikadeller, ovnbagte rodfrugter og flødestuvet spinat igår, og jeg bagte gulerodsboller til os i morges, så verden er et ok sted at være - oven i købet har jeg også fået lavet syntax og phonetics PG læst til media and culture studies på de 40 minutters alenetid jeg har haft her på uni denne morgen. + jeg har en lækker madpakke med, + Philip kommer i weekenden +  der kommer en PAKKE til mig hjemmefra i weekenden!

Alt er godt!


mandag den 10. september 2012

Almisser og oksekødstærte


Jeg har haft en satans god dag! Ikke blot er jeg blevet udsat for nogle lækre lectures og et mindre seminar, der til gengæld har en ret så dygtig underviser, men jeg har også været i Netto med R og L fra uni, og efterfølgende lavet mega lækker oksekødstærte (billedet ovenfor!) til aftensmad og har modtaget en mega dejlig donation fra min søde farmor, der vist blev træt af at høre på mit pengebrok! Nu er jeg glad og mæt, hygger med The Mentalist og forbereder mig mentalt på at vaske op. (Er jeg den eneste der synes at man bruger alt for meget tid på at vaske op når man ingen opvaskemaskine har?!) 

søndag den 9. september 2012

Glitternegle og poesi

Jeg har tilbragt min aften sammen med en hårkur, en ansigtsmaske, noget neglelak og efterfølgende med The Craft of Research, alle volumes af Norton Anthology og A Generative Grammar, i alt cirka tres siders læsestof til morgendagens to forelæsninger og seminar.

Weekendens hyttetur har været en af de gode. En af dem, hvor man lærer nye mennesker endnu bedre at kende, én med lange snakke på værelset, chips der deles mellem mange mennesker, en med spontan fællessang ved klaveret, én hvor man får kram af og sidder på skødet af folk, fordi man rives så meget med af den voldsomt hyggelige stemning. Sådan en weekend hvor det går op for én, at de næste tre år bliver virkelig fede rent socialt.

Godt nok er jeg lidt ødelagt i kroppen efter alkohol i en del større mængder end jeg normalt udsætter mig selv for, men mon ikke jeg kan leve med det, når jeg om lidt laver en kop the og sætter det nye afsnit Doctor Who på?  Det tror jeg helt bestemt.