Det er ikke sket for mig i lang tid. Du ved, det dér, hvor man kommer til at zone så meget ud, at man fuldstændig glemmer hvad man hedder, hvor man er, og hvem, der betyder noget for en. Et af de der øjeblikke, hvor man glemmer at man eksisterer, og for en stund bare er en dugdråbe i verdens edderkoppespind, pinligt bevidst om at den kun er der, fordi det har regnet.
Jeg ved ikke rigtig om jeg er direkte nedtrykt af det disorienterede øjeblik eller ej, men ikke desto mindre har det efterladt en sær, rodløs følelse i mig, som har en svag klang af melankoli over sig. Måske er det i virkeligheden sundt, sådan at have sin underbevidsthed til at gøre én opmærksom på ens tilværelses ligegyldighed en gang i mellem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar