Mit navn er Katrine. Jeg bliver student fra STX lige om lidt, og starter - hvis alt går planmæssigt - på Aarhus Universitets engelskstudie efter sommerferien. Lejligheden er sikret, og gennemsnittet er også så godt i hus at jeg tør sige at jeg er hundrede procent sikker på, at jeg kommer ind, men selv med styr på de værste rammer omkring den livsomstilling, der om lidt kommer til at ske, så er jeg pissehamrende bange for at alting går galt.

Bange for, at jeg slet ikke kan holde ud at bo på 29 kvm. (Hallo, det er sgu da herre lidt plads!?)
Bange for, at engelskstudiet måske i virkeligheden slet ikke kommer til at være udfordrende nok.
Bange for, at jeg slet ikke duer til at bo alene. (Jeg har sgu da aldrig købt toiletpapir og tandpasta selv før!)
..Og mest af alt er jeg nok bange for ensomhed, ufatteligt bange.

Jeg er det største rutinemenneske jeg kender, og det vækker ligefrem panisk angst i mig at skulle tænke på at jeg skal føre en helt, helt anderledes hverdag end jeg gør nu, mere end hundrede og halvtreds kilometer væk fra alt det, jeg kender.

Fuck.