onsdag den 26. december 2012

Nytårsambitioner


I det nye år vil jeg kæmpe for at..
  • Spise sundere og mindre. Jeg har, siden jeg blev student og flyttede i lejlighed og startede på universitetet, ladet stå til, så at sige. Det er ikke mange kilo, der i første omgang har forelsket sig i mine hofter, men nok til at jeg selv kan se det, og jeg kan efterhånden begynde ligefrem at mærke mit maveflæsk vibrere i takt til mine skridt når jeg går - og det er selvsagt en fornemmelse jeg ikke ligefrem velkommer med kærlighed og glæde. Årets største underdrivelse. Det handler ikke om at jeg har det dårligt med mig selv, eller synes jeg er ved at blive fed, for det ved jeg udmærket jeg ikke er; det handler i meget højere grad om at jeg ved, at hvis jeg strammer mig lidt an, og det er virkelig ikke særlig meget, forvandler jeg mig lynhurtigt fra semikvabset gennemsnitstype til et styks slankt stykke kvindemenneske, der ser sig ind i spejlet og ved at det ikke bare er tilfældigheder der har fået hende til at se sådan ud.
  • Drikke mere vand. Jeg elsker vand! Jeg er bare så elendig til at huske at drikke det, især her om vinteren. For at motivere mig selv til faktisk at få øget mit væskeindtag, tror jeg, jeg vil købe Den Sunde Drikkedunk i den store udgave og gøre et stort nummer ud af at have den med mig overalt.
  • Dyrke mere motion. Jeg har et had/kærlighed-forhold til fysiske udfoldelser, der ikke er sex. Ikke desto mindre elsker jeg at løbe, og jeg vil vildt gerne ordentligt i gang igen efter nytår. Jeg var sådan set startet på at løbe igen, men sne og frost og manglende udstyr til vejret satte en stopper for mine løbeture, så jeg er glad for at have fået en rigtig god varm trøje fra Craft til jul, som gerne skulle kunne hjælpe mig lidt til at stå imod vejret. Oveni løberiet har jeg en aftale med tøserne fra min læsegruppe om at melde mig ind i FitnessWorld, med henblik på at komme til noget yoga og zumba et par gange i ugen. Jeg har naturligvis tænkt mig at snyde lidt og ved siden af tage et par spinningtimer og noget hård styrketræning - alt andet ville jo være out of character.
  • Læse alle Lord of the Rings-bøgerne. Egentlig kunne der ligeså godt have stået "læse flere bøger", men jeg tænkte at dette mål godt kunne tåle en lidt mere konkret udformning, så hvorfor ikke lade det gå ud over Lord of the Rings-serien, som jeg i så mange år har sukket efter, men aldrig fået læst? Det duer ikke at have læst så meget fantasy, og så ikke kongen af hele herligheden.
  • Være mere huslig. Dette mål skulle måske have stået i toppen. Jeg ville så gerne være et af de der mennesker der vasket tøj en gang i ugen, gør hovedrent en gang i ugen, støvsuger hver anden dag og rent faktisk tørrer støv af og rydder op i køkkenskabene jævnligt. Det er måske for meget lige umiddelbart at sluge, så jeg tror jeg bliver nødt til at indse at det er lidt urealistisk at sætte andre konkrete mål end at lade være med at gå i seng fra en opvask i 2013.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar