mandag den 17. september 2012

Bus 4A i mørke

Der er nu noget magisk over at køre igennem Aarhus midtby med bus 4A ved halvtitiden på en mandag aften i september, at se hvordan De Ægte Århusianere så småt begynder at pakke sammen og gøre klar til at gå i seng i deres Ægte Århusianske Lejligheder, imens jeg, en sølle tilflytter, der endnu langtfra har vænnet sig til den lysende bys finurligheder, lader mig transportere væk fra byens lys og ud i forstædernes mørke.

Det er næsten surrealistisk for mig at tænke på at jeg, efter at have forestillet mig et liv i Aarhus i mere end fem år, rent faktisk er her. Nu. Lige nu. Det fylder mig med en ekstrem følelse af frihed, der er ekstremt overvældende, men samtidig møder jeg følelsen med ærefrygt - for jeg er jo bare en lillebitte pige i en kæmpestor by, og jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte.

Og jeg glæder mig til at gå ud af døren hver dag.
Og hver gang jeg kommer ind af den, føler jeg mig en lillesmule mere hjemme.
Og det er godt.

2 kommentarer: