Jeg har et meget sært forhold til motion. Det har jeg sgu! Da jeg startede på uni fik jeg indenfor de første to uger at vide af mine medstuderende, at de så mig som værende 'sporty', hvilket er noget jeg virkelig havde svært ved at forstå, fordi jeg indtil for halvandet år siden var den værste couch potato.
Da jeg var lille gik jeg til svømning i noget der må være fem eller seks år - jeg stoppede da jeg blev 14, fordi jeg havde nået et punkt hvor jeg følte at jeg enten skulle skifte til konkurrencesvømning, hvilket jeg ikke gad, eller svømme sammen med de voksne, hvilket egentlig heller ikke var super vild efter. Et par gange svømmede jeg udenfor klubben, men jeg var elendig til at holde det, så ret hurtigt forfaldte den ellers semisportsglade Katrine og blev til et chipsfortærende sofamonster.
Der gik så et par år, hvor alt der havde med træning at gøre lå meget langt fra mig. Jeg afskyede idræt som pesten i folkeskolen, og i 1.g og 2.g var det sådan set ikke en skid bedre. Til gengæld skete der noget midt i 1.g, som satte en masse i gang; mine forældre gik fra hinanden. Jeg valgte at flytte med min far, og det næste halve år kan jeg virkelig ikke huske at have fået meget andet til aftensmad end pandekager. Jeg havde indtil da været ret tynd, så jeg omfavnede i høj grad de fem første kilo jeg tog på fordi jeg endelig fik hofter, talje og bryster. Jeg omfavnede det knapt så meget da jeg i løbet af 2.g tog endnu mere på, og slet ikke da det kulminerede i at jeg efter en studietur i april hvor jeg havde levet af burgere og fritter, kunne konstatere at jeg nu havde taget femten kilo på siden mine forældre blev skilt. Min mor var begyndt at komme med kommentarer der antød at hun nok syntes jeg burde tabe mig lidt, og jeg var stoppet med at føle mig tilpas i min krop.
Motion blev altså noget jeg tog op for at smide de ti kilo, jeg gerne ville af med. Jeg startede så småt med at svømme to gange i ugen, holdt lidt øje med hvad jeg spiste, og indførte at jeg ville have de anbefalede tredive minutters motion om dagen i form af enten en gåtur eller en cykeltur, på de dage hvor jeg ikke svømmede. Ret hurtigt røg der et par kilo, og samtidig kunne jeg mærke at jeg virkelig fik det godt med mig selv af at vide, at jeg 95% af tiden tog de rigtige beslutninger for min krop.
Min far fik mig slæbt med til spinning sidste vinter, og efter at have udholdt cirka 123249023 spinningtimer, fik jeg overbevist mig selv om at få et fitnessmedlemsskab, så jeg også kunne styrketræne.
Jeg har altid været pissebange for at løbe. Virkelig. Der er noget intimiderende over folk, der bare lige løber 10 kilometer, det synes jeg virkelig! Men efter de mange timer på spinningcyklen fik jeg endelig i februar i år snørret løbeskoene og begivet mig ud på en løbetur, som blev den første af mange, idet løb endte med at blive min primære motionsform, hvad det stadig er i dag, selvom der fortsat er perioder hvor jeg falder af hesten og må træne mig op til de syv-otte kilometer som jeg helst vil kunne løbe, helt forfra! (Det er blandt andet tilfældet nu, buhuuu!)
Der er noget befriende over at sætte earbudsne (whaat- et ærgerligt ord!) i, og så bare overgive sig til vejrtrækningskoncentration, ondt i lårene og fed musik. Jeg indrømmer det, der er sgu mange løbeture jeg hader, men de kan på ingen måde overskygge den ekstremt fede følelse af endnu engang at have slået sin egen tid på en 5k, eller endnu bedre, den ekstase man føler når man når runner's high og pludselig føler at "hey, jeg kan da godt løbe cirka 40 kilometer mere sådan her!".
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg ville med det her indlæg: Måske har jeg i virkeligheden brug for at give mig selv et skulderklap for at have taget mig sammen til at komme i gang med at løbe igen efter en pause på tre måneder, specielt fordi at i dags løbetur gik vildt godt i forhold til at det kun var tur nummer to. Jeg har det sgu godt med mig selv lige nu, altså!
