Hverdagsagtigt

Da jeg kom ind ad døren til min kærestes lejlighed i går aftes klokken halv elleve, var det uden en næsten tårevædet gensynsscene, som det plejer at være fra min side. Det hele foregik meget udramatisk, som om jeg da selvfølgelig var der på en onsdag aften, og som om det var sådan, det altid havde været, med hverdagstandbørstning og hverdagsaftensnak og hverdags-"vi-skal-op-i-morgen-så-vi-må-hellere-sove".

I morges startede knapt så hverdagsalting, med et lidt bestemt: "Kom nu op med dig, jeg skal vise dig hvordan vaskemaskinen virker!", og en tur ned ad en milliard trapper til en kold vaskekælder. Turen op ad de mange trapper var bestemt ikke hverdagsagtig.

...Men dét lige at nå at spise spejlæg, og drikke en kop te, inden han tog i skole, føltes så hjerteskærende hverdagsagtigt, at jeg fik helt ondt i hjertet af bare hverdagslængsel.

Nu sidder jeg bare i en tom lejlighed. Vasketøjet nede i kælderen er færdigt for længst, har min telefon bippet til mig. Der er åbenbart ikke noget mad i huset, så det skal jeg selv ud og have fat i, hvis jeg vil fodres inden 15. Jeg har en opgave, jeg kunne starte på, og et par bøger, jeg gerne vil have læst, som begge ligger og ser lokkende på mig fra min (fortsat) fiskestinkende taske.

Allermest har jeg lyst til at ride lidt videre på hverdagsbølgen og bage noget lækkert. Boller, måske?