"Jeg kører i morgen tidlig. Ikke senere end klokken ti! Jeg skal hjem og skrive opgave!"
Det var i hvert fald hvad jeg søvndrukkent sagde til min kæreste i går aftes, efter vi havde brugt mange timer foran hans misundelsesværdigt store fladskærm i hans misundelsesværdigt store seng på at se serier. Da jeg lagde mig ind til ham under hans dyne, selvom jeg udmærket ved, det bliver for varmt for os begge på ingen tid, ignorerede jeg ganske overlagt tanken om at jeg måske burde sætte en alarm, hvis jeg på nogen måde havde planer om at leve op til mine ord.
Vækket blev jeg først langt op ad formiddagen, af lys der trængte igennem de hvide lameller og lavede aflange mønstre på trægulvet. Naturligvis bildte jeg mig selv ind at der var masser af tid tilbage til klokken var ti, det imens jeg igen formåede at finde ham på trods af et væld af alt for store dyner (jeg kommer aldrig til at forstå de forbandede dobbeltdyner!).
Needless to say, så kom jeg ikke ud af døren før et godt stykke efter middag. Og den der opgave? Den er jeg ikke kommet synderligt langt med. Men ved du hvad, det er jeg egentlig ligeglad med, for dagen i dag startede så rart at jeg har overskud nok til at prokrastinere bare en smule mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar