tirsdag den 8. januar 2013

Ingen ville have gættet det, men..


...Den muligvis lidt diarre-lignende masse på billedet er faktisk spinatsuppe, som jeg lavede til aftensmad, og hermed vil udnævne som min nye yndlingssuppe. Det er en ret stor ting, givet mit lange kærlighedsforhold til kartoffelsuppe, men denne her vinder altså prisen. Opskriften fandt jeg frem med tanken om at jeg da forhelvede burde prøve noget nyt, som samtidig var sundt, og den næsten frustrerede tanke endte med at give pote. Og så var det så nemt at lave at det næsten er latterligt. Tror du ikke på mig? Så prøv selv at lave den.

Til 1½ portion til 1 person gør du sådan her:
En stor bagekartoffel skrælles og rives, imens 1 lille løg, meget finthakket, steges blødt i 15 gram smør i en gryde. 200g frossen hakket spinat og den revne kartoffel smides ned i gryden sammen med 400ml vand, en bouillonterning (jeg brugte hønsebouillon, men min kogebogs lidt mere komplicerede udgave af opskriften anbefaler også grøntsagsbouillon), og revet muskatnød efter smag.. Så snart spinatportionerne er tøet op sættes et ur på 15 minutter, hvor indholdet i gryden får lov til at koge. Afslutningsvist blendes det hele, så suppen bliver fin og cremet, og der smages til med salt. 

Jeg spiste den som den var med noget fuldkornsbrød til, men jeg tror også det ville klæde suppen rigtig godt med en klat creme fraiche. 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar